Historie​

​I 1896 slår Henrik Jacob Thorup, efter et rigt sømandsliv i Skagen, sig ned i Holte og starter bådudlejning i Vejlesø. Thorup havde tillige en baggrund som redningsmand i det nordjyske. Det hed om ham: ”Hans stovte sømandspersonlighed er kendt og afholdt af enhver”.

Frem til 1916 overtager Thorups efterfølger, H. Petersen, bådudlejningen. Om begrebet ”Bådepetter” stammer fra Petersens tid er nærliggende.

I de byhistoriske udgivelser fra Historisk-topografisk Selskab for Søllerød Kommune, er der ingen beretninger om Petersens virke, man må slutte, at han har haft bådudlejningen frem til 1956, hvor Hans Ahlstrand overtager bådudlejningen. Hans kommer fra det nedlagte Holte Bådebyggeri, som indtil 1954 lå ca. 100 meter syd for bådudlejningen. Hans og hans kone Nille blev nærmest en institution i Holte og vellidt af alle. Der blev opført et lille ishus og senere den nordligste del af den nuværende lange bygning. Familien Ahlstrand boede nærmest uafbrudt hele sæsonen på stedet.

Georg Christiansen med familie (hans hustru ”Kisser”, sønnen Jørgen-Bo med sin kone Charlotte) overtog stedet i 1980. Det var Georg, der fandt på navnet Holte Havn. Dette navn har bidt sig fast i vide kredse – og fremmer et lille venligt smil: ”En havn i Holte?” – nåh ja, der er da 8 både under dansk flag.

Familien Christiansen var meget vellidt blandt de faste gæster, derfor var det et tab, da Georg døde i 1993 og to år senere døde sønnen Jørgen-Bo. Dette resulterede i at enkerne ikke kunne overskue tabet og valgte at afhænde stedet, til trods for at de havde oparbejdet en lille sund forretning.

I 1995 overtog Gunnar Brocelius forretningen. Herefter skete der mange ting. Søllerød Kommune havde planlagt at nedrive det saneringsmodne Dronninggård Mejeri, der lå på den store grund nord for Holte Havn. Det nedslidte offentlige toilet der lå lige ved siden af mejeribygningerne blev revet ned og en ny tilbygning med bagbutik og nye toiletter blev opført, ligesom hele området fik en make-over, til det der i dag hedder Holte Havn Park. Efterfølgende ønskede Gunnar at opføre et anneks, Kaldet Båduset i dag, således at gæsterne også kunne gå i tørvejr om nødvendigt.

Ved årsskiftet 2016 overtog Nataline Beck, som bor privat i Holte stedet. Nataline har som tidligere ejer af en spiserestaurant i København, ønsket at udvide menu og vinkortet væsentligt, samtidigt kan der kan reserveres til selskaber i bådhuset og i Kabyssen.

Med sin centrale beliggenhed bliver Holte Havn flittigt besøgt, ikke alene af kommunens beboere, men også fra omegnskommunerne, ja, mange tager det nærliggende S-tog både nord- og sydfra. Mange lystfiskere ynder at leje en båd for at prøve lykken i Vejlesø og Furesøen efter aborre, gedde eller sandart.

Stedet får besøg af Bådfarten, som anduer Holte Havn alle søn- og helligdage.​